tirsdag den 4. december 2012

Månedens uundgåelige: Alvar Aalto



“We may define the ideal outcome of architecture as being that a building should serve as an instrument which mediates all the positive influences and intercepts all the negative influences affecting man... a building cannot carry out this task unless it is itself as finely nuanced as the surroundings in which it stands”
Alvar Aalto
(Richard Weston, Alvar Aalto, 1995, p. 122)


Alvar Aalto (1898 - 1978) blev færdiguddannet som arkitekt i Helsinki i 1921, og er uden tvivl en af Finlands mest anerkendte arkitekter både i norden og internationalt. Det er Aaltos bygnings- og møbeldesign i funktionalistisk stil der kendtegner hans karriere, da han meget hurtigt efter endt uddannelse søgte væk fra den finske klassicisme, og følgende udmærkede sig ved at designe nytænkende bygninger med nye materialesammensætninger. 
Hans store internationale gennembrud blev Sanatoriet i Paimio, som blev opført med udtalt inspiration fra den internationale funktionalisme. En betonkonstruktion med hvide flader, vinduesbånd og flade tage, og faktisk uden for meget kræsen med træet som materiale, der senere bliver hans kendetegn.
Det var nemlig Aaltos forkærlighed for træet der løbende blev mere og mere tydeligt i hans arbejde, og ses selvfølgelig uden indpakning i Villa Mairea fra 1938. Også Aaltos arbejderboliger i Kotka bræger præg af at være designet af en træets mand, som jeg også nævner i indlægget “Når træet bliver en del af arkitekturen.”
Alvar Aalto er ikke kun kendt for at have designet nogle karakteristiske bygninger, men har også gjort sig bemærket indenfor møbeldesign. Blandt andet har han designet den meget populære og tidsløse taburet E60, som de fleste enten kender fra hjemmet eller fra børnehaven hvor den praktisk og skulpturelt kan stables i uanede højder, så den intet fylder.
Til sidst vil jeg nævne hans Alvar Aalto vase fra Iittala, som i dag er en storklassiker - specielt ved julegavetid.




/Mette Blicher

Funkisarkitekternes funktionelle møbler

Design af Alvar Aalto


Som følge ar den nye strømning indenfor arkitektur, hvilket betød boliger i nye farver og former, og uden nogen videre relation til de møbler der allerede eksisterede i de nordiske hjem, blev der, af arkitekterne selv, skabt møbler med nye organiske former og en ny, hidtil uset funktionalitet. Også i fremstillingen af møbler var træet det primære materiale, og måden det blev brugt på kunne genkendes i funkisbygningernes træornamentering. Altså går både træsorterne og udformningsmetoderne igen.
Det var Alvar Aalto der opfandt en metode, hvorpå man kunne forme træet uden at miste dets naturlige styrke. En slags lamineringsteknik hvor man limer strimler af træ sammen, for derefter at presse det i formen mens limen hærder. Det vil sige at han nu kunne skabe former i træ, der var fuldstændigt bestemt af ham, og dermed kunne han skabe møbler af træ i unikt design og med deres helt eget udtryk.
De nye former og det enkelte udtryk blev også brugt af mange andre nordiske møbelarkitekter, og er som sådan begyndelsen på det berømte skandinaviske møbeldesign med blandt andet Arne Jacobsens designs i spidsen.

Design af Arne Jacobsen

/Mette Blicher

Villa Mairea


Alvar Aalto fik muligheden for at eksperimentere med og inkorporere de forskellige temaer og ideer han gik og tumlede med, da han fik tilbuddet om at tegne et gæstehus for en velhavende finsk familie. Resultatet blev Villa Mairea.
Det siges at han fik frie hænder til at gøre præcis som det passede ham, hvilket nok gør at denne villa er indbegrebet af træet vs. den nordiske funkisvilla. Både facadens træbeklædning og husets indre træbeklædning er med til at indpasse huset i den omkringliggende natur, og trappens mange træstave virker nærmest som en hyldest til skoven udenfor.
Alvar Aalto startede sit arbejde med villaen allerede i 1937, men siges at være blevet inspireret til de endelige resultat af Frank Lloyd Wrights “Fallingwater” under et besøg til USA i 1938.







/Mette Blicher

Træet i den moderne arkitektur - Villa Wienberg



På Dr K kørte de fornyligt en programserie der hedder “Arkitektens hjem.” Et af de hjem der sprang i øjnene var Villa Wienberg tegnet af parret Mette og Martin Wienberg. Boligen er et glimrende eksempel på træets fortsatte vigtighed i nordisk arkitektur, og arkitekterne selv giver nogle gode forklaringer på deres valg af træet som materiale. 
Boligen er et gammelt træhus de har om- og tilbygget, men det er stuen der, i vores øjne, fascinerer mest.

Se programmet på nedenstående link:


/Mette Blicher

Når træet bliver en del af arkitekturen



Dansk arkitektur er ikke kendt for at have en større indflydelse på den internationale arkitektoniske evolution, og heller ikke for at skabe nye trends og ideer. Den er nok nærmere kendetegnet ved at være en smule tilbageholdende i forhold til de nye internationale strømninger, og ved kritisk og langsomt at acceptere disse nye ideer for derefter at tilpasse dem den danske stil, både med hensyn til brug af materialer og med hensyn til den danske levestil. Af typiske danske byggematerialer vil jeg nævne to, for herefter kun at koncentrere mig om den ene, nemlig teglstenen og træet. 
Træet er ikke kun typisk dansk, men kendetegner hele den nordiske arkitektur, og den mest åbenlyse grund hertil, er selvfølgelig at vi er omgivet af træer, og derfor har haft træet lige ved hånden hver gang vi har skullet konstruere noget. Helt specielt er træet nok mest for finnerne, der stort set er omringet af træer lige meget hvor i Finland de befinder sig. Fælles for alle de nordiske lande er det, at træet altid har været en del af vores bygningstradition, både i selve skabelsen af konstruktionen, men også som primært materiale til opbygning af vægge og tag.



Med denne viden i baghånden virker det mere åbenlyst at funktionalismens nordiske arkitekter, har inkorporeret træet i deres ellers stilrene, pudsede og hvide funkisvillaer. Træet ses overalt i husenes indre, både som vægbeklædning, loftsbeklædning, døre, gulve og mest typisk som trappe og gelænder. Som sagt findes træet i alle rum, men ofte er det hallen der ud over det sædvanlige er blevet forkælet med træbeklædning, og dermed byder besøgende velkommen med et udtryk der er typisk nordisk. En forklaring på dette kunne være, arkitekternes ønske om at byde nye materialer og former velkommen i nordisk arkitektur, dog uden helt at miste den nordiske tradition og levestil. 
Traditionen har vi allerede været omkring, men også vores levestil er en del anderledes end de andre europæiske landes. Vi lever i et koldere klima, som til tider tvinger os til at tilbringe meget tid indendøre, og derfor har vi et indeliv der ikke er at finde magen til i de sydlige lande. Forbundet med dette indeliv er vores ønske om et godt indeklima og smukke rammer der virker varme og rare at opholde sig i. Træet giver os denne varme, og er altid blevet opfattet som et varmt materiale både fysik og psykisk, og udover at have denne evne til at optimere vores indeklima både fysisk og psykisk, er træet taget fra vores nære natur.



Træet bliver brugt i den indvendige arkitektur med en åbenlys respekt for træets og naturens oprindelige former, og giver funkisarkitekturens ellers så strenge og sterile former et særligt modspil. Det virker altså som en slags ornamentering, idet træets former, struktur og udtryk er med til at skabe et mere pyntet og færdigt rum.
Funkisboligernes ydre udtryk er også andeledes end hvad man ellers ser internationalt, idet boligerne er blevet indpasset i den nordiske natur. I stedet for kunstigt at lave nye naturomgivelser, har man altså mange steder forsøgt at tilpasse boligen til den allerede eksisterende natur og ikke omvendt. Et godt eksempel på dette er Alvar Aaltos arbejderboliger i Kotka. Om disse skriver Juhani Pallasmaa bland andet:
“Siedlung-idealets bostadsområde med sträng geometri och rektangulära gårdar har lösts upp i och med att byggnaderna innästlats i terrängen och skogens formationer. Som en motsats til vitheten finns detaljer i trä...” (Juhani Pallasma, Skogens arkitektur, 1987, p. 20)
Også funkisrækkehusene på Emanuel Olsen vej på Frederiksberg har, selvom de er placeret i byen, elementer af at være tilpasset naturen. Se for eksempel hvordan asfalten er lagt udenom de høje gamle træer. 



/Mette Blicher