Dansk arkitektur er ikke kendt for at have en større indflydelse på den internationale arkitektoniske evolution, og heller ikke for at skabe nye trends og ideer. Den er nok nærmere kendetegnet ved at være en smule tilbageholdende i forhold til de nye internationale strømninger, og ved kritisk og langsomt at acceptere disse nye ideer for derefter at tilpasse dem den danske stil, både med hensyn til brug af materialer og med hensyn til den danske levestil. Af typiske danske byggematerialer vil jeg nævne to, for herefter kun at koncentrere mig om den ene, nemlig teglstenen og træet.
Træet er ikke kun typisk dansk, men kendetegner hele den nordiske arkitektur, og den mest åbenlyse grund hertil, er selvfølgelig at vi er omgivet af træer, og derfor har haft træet lige ved hånden hver gang vi har skullet konstruere noget. Helt specielt er træet nok mest for finnerne, der stort set er omringet af træer lige meget hvor i Finland de befinder sig. Fælles for alle de nordiske lande er det, at træet altid har været en del af vores bygningstradition, både i selve skabelsen af konstruktionen, men også som primært materiale til opbygning af vægge og tag.
Med denne viden i baghånden virker det mere åbenlyst at funktionalismens nordiske arkitekter, har inkorporeret træet i deres ellers stilrene, pudsede og hvide funkisvillaer. Træet ses overalt i husenes indre, både som vægbeklædning, loftsbeklædning, døre, gulve og mest typisk som trappe og gelænder. Som sagt findes træet i alle rum, men ofte er det hallen der ud over det sædvanlige er blevet forkælet med træbeklædning, og dermed byder besøgende velkommen med et udtryk der er typisk nordisk. En forklaring på dette kunne være, arkitekternes ønske om at byde nye materialer og former velkommen i nordisk arkitektur, dog uden helt at miste den nordiske tradition og levestil.
Traditionen har vi allerede været omkring, men også vores levestil er en del anderledes end de andre europæiske landes. Vi lever i et koldere klima, som til tider tvinger os til at tilbringe meget tid indendøre, og derfor har vi et indeliv der ikke er at finde magen til i de sydlige lande. Forbundet med dette indeliv er vores ønske om et godt indeklima og smukke rammer der virker varme og rare at opholde sig i. Træet giver os denne varme, og er altid blevet opfattet som et varmt materiale både fysik og psykisk, og udover at have denne evne til at optimere vores indeklima både fysisk og psykisk, er træet taget fra vores nære natur.
Træet bliver brugt i den indvendige arkitektur med en åbenlys respekt for træets og naturens oprindelige former, og giver funkisarkitekturens ellers så strenge og sterile former et særligt modspil. Det virker altså som en slags ornamentering, idet træets former, struktur og udtryk er med til at skabe et mere pyntet og færdigt rum.
Funkisboligernes ydre udtryk er også andeledes end hvad man ellers ser internationalt, idet boligerne er blevet indpasset i den nordiske natur. I stedet for kunstigt at lave nye naturomgivelser, har man altså mange steder forsøgt at tilpasse boligen til den allerede eksisterende natur og ikke omvendt. Et godt eksempel på dette er Alvar Aaltos arbejderboliger i Kotka. Om disse skriver Juhani Pallasmaa bland andet:
“Siedlung-idealets bostadsområde med sträng geometri och rektangulära gårdar har lösts upp i och med att byggnaderna innästlats i terrängen och skogens formationer. Som en motsats til vitheten finns detaljer i trä...” (Juhani Pallasma, Skogens arkitektur, 1987, p. 20)
Også funkisrækkehusene på Emanuel Olsen vej på Frederiksberg har, selvom de er placeret i byen, elementer af at være tilpasset naturen. Se for eksempel hvordan asfalten er lagt udenom de høje gamle træer.
/Mette Blicher
Ingen kommentarer:
Send en kommentar